Om at gøre noget helt vildt grænseoverskridende

Følgende vil nogen have læst i dagene omkring 2. januar, da jeg har kopieret det fra den gamle blog.

Overskriften kunne tyde på et eller andet vildt og i min verden har jeg lige gjort noget helt sindsygt grænseoverskridende.

Jeg har netop talt med vores sagsbehandler på kommunens handicapafdeling og bedt hende sætte processen om aflastning i gang. Det synes jeg fandme er græsneoverskridende. Tænk sig at nå til en erkendelse af, at man ikke altid kan tage sig af sit barn som man ønsker at gøre det. At man ikke i får tanket energi i weekender og ferier, men kommer tilbage til arbejde og glæder sig til en pause.

Misforstå mig ikke. Jeg elsker at være sammen med ham og ville ikke bytte for noget i verden, men det er hårdt, at være sådan på mærkerne en hel juleferie. Det er ikke godt for hverken forældre eller barn. I gør bed den lille adskillige gange, fordi han var så fuld af spændinger og frustrationer. Dette på trods af, at vi virkelig har prøvet at gøre det så godt vi overhovedet kunne.

Vi arbejder begge med børn hver eneste dag og jeg arbejder endda med børn med specielle behov at gøre og har derfor en masse gode pædagogiske redskaber i rygsækken, men når man ikke har overskud, så hjælper det intet.

Så nu er processen i gang. Et meget uddybende skema og alle vores private forhold kommer ind ad døren en af de nærmeste dage. Så skal vores svar vurderes og vi skal til en række møder, inden der  overhovedet kommer til at foregå en vurdering af om vi opfylder de krav der skal opfyldes. Skulle vi komme i betragtning, så er der hele spørgsmålet om privat aflastning eller institution.

Jeg synes min morgen har været grænseoverskridende og glæder mig til at min kone kommer fra arbejde, så jeg kan dele med hende.

Nu vil jeg nyde den ekstra fridag jeg har i slutningen af min ferie og prøve at tanke noget overskud. Tror jeg vil bruge nogen af de penge jeg fik fødselsdagsgave og bytte en enkelt gave.