Monthly Archives: februar 2011

Om ikke at udvise rettidig omhu

http://www.dr.dk/Regioner/Trekanten/Nyheder/Fredericia/2011/02/10/065418.htm?sms_ss=facebook&at_xt=4d5433a923003992,1

Det er intet mindre end chokerende at man kan blive overrasket over, at også handicappede børn på et tidspunkt fylder atten.

Reklamer

Om at være stærk fordi man ikke har andet valg

Det blev til en lang pause fra bloggeriet, men i løbet af det år hvor bloggen har ligget stille, har en del indlæg presset sig på, men energien og lysten til at dele har ikke været til stede, men nu prøver jeg igen og håber ikke pausen bliver så lang denne gang.

Siden sidst er sønnen startet i skole. Han er en af de der farlige og meget dyre specialelever, som man ikke kan lide, da de er en belastning og ikke kommer til at bidrage til samfundet med en indsats, der kan hjælpe til at løfte regningen i fællesskab. Derudover er der udsigt til, at han som 18- årig ryger direkte på førtidspension. Det er dælme ikke en rar fremtidsudsigt, når nu knægten kun er seks, men det er desværre realiteten.

Det var med rystende ben, at vi skulle have ham videre fra det trygge og kendte børnehaveunivers, som havde været hans sikre base i mere end tre år, men overgangen har været meget positiv. Det er et fantastisk tilbud, hvor de er fire faste elever og en de er ved at sluse ind. De er aldersmæssigt en blandet flok fra 0-8. klasse, men personalet er fantastisk og der bliver virkelig arbejdet godt med eleverne. Det er et dyrt tilbud, da der er fem personaler på klassen, hvilket ikke er for meget til den gruppe børn, som alle har diagnosen infantil autisme og mental retardering. De to ældste har sprog, mens de to små ikke har sprog og stadig bruger ble.

De arbejder målrettet mod at vores søn skal lære at benytte PECS som kommunikation. Så mangler forældrene bare et kursus i det, men det kan jo være miraklet sker og vi får det bevilget en gang.

Derudover er sønnen kommet i en “uheldig” vane, hvor han bliver syg hver fjerde uge, altid den første weekend i måneden, som desværre også er hans aflastningsweekend og mens jeg skriver dette ligger han syg i sofaen og ser Peter Pedal, mens jeg igen må blive hjemme fra arbejde.

Aflastning går fint nok med familie nummer to. Den første måtte melde fra, da de begge måtte sygemeldes samtidig og vi kunne ikke vente på et forløb uden tidshorisont. Det var rigtig ærgerligt, da vi kom rigtig godt ud af det med familien. Nu har vi familie nummer to, som vi også synes rigtig godt om, men vi ligger nok lidt længere fra hinanden menneskeligt, men de er nok en smule mere professionelle og det er bestemt rigtig godt for familien, som ellers er rigtig presset, da vi jo nu skal tage hensyn til en to- årig helt normal, men meget fræk, lillebror, der snakker, leger, har venner og hvad børn nu ellers har. Det udstiller de udfordringer vi har med den store for os selv. Alt hvad vi oplever med den lille er jo første gang for os, selv om vi har en der er ældre end ham.

Oven i den daglige kamp med de problemstillinger man har, så er der naturligvis også kampen med kommunen, der jo disse tider må vende hver en mønt inden den gives ud og derfor har mere end svært ved at overholde love og regler i forhold til handicappede og i den situation skal man så lære, at være stærk i forhold til offentlig forvaltning og serviceloven.

På trods af alle disse ting, så oplever jeg, at vi trods tegn på stress og nedslidthed, så har vi indimellem et overskud og en humor, der nok skal føre os igennem dette stærkt. Vi har ikke råd til at lade være.