Monthly Archives: december 2009

Om at leve i et velfærdssamfund

Efter at bloggen siden flytningen har ligget stille, så tønkte jeg, at jeg ville blogge lidt igen.

Inspireret at et debatindlæg i en gruppe på Facebook kom jeg til at tænke over vores fantastiske velfærdsstat. For to år siden skrev jeg et indæg om, at hvor grænseoverskridende det er, at bede om hjælp, når man indser, at man ikke har overskuddet til at tage sig af sit eget barn hele tiden. Derfor søgte vi aflastning til familien. Det blev bevilget, men så ventede vi atten måneder på at der skete noget og det endda først efter vi havde været til at debatmøde på rådhuset med en lang række af andre forældre, der er utilfredse med de tilbud de får eller ikke får. Et læserbrev skulle der også til, men så fandt de også en aflastningsfamilie fra dag til dag.

Problemet er, at vi hele tiden har understreget, at det for vores søn ville være langt det bedste med et tilbud i en institution, men da kommunen ikke har en sådan, så får man selvfølgelig ikke sådan en plads. Den er jo også langt dyrere og det vejer noget mere en et værdigt liv for vores børn og  familier. Nu er der så sket det, at familien af helbredsmæssige årsager er nødt til at trække sig og da vi henvendte os på rådhuset var der bare ingen nødplan. Det eneste jeg tror vi kan være sikre på er, at vi skal vente rigtig længe en gang til. Vi var ellers alle blevet rigtig glade for familien, men nu står vi samme sted som vi gjorde for to år siden og behovet for aflastning er i mellemtiden ikke blevet mindre. Sønnen kan sagtens forholde sig til at personalet omkring ham skifter, så længe han er i vante rammer. Nu skal han en gang til at lære en ny familie at kende. Ved den sidste som han rigtig godt kunne lide tog mere end en time at komme fra entreen til stuen. Vi ved jo også godt, at han ikke kommer til at bo hjemme til han fylder 18. Vi regner med en fem- seks år endnu. (Han er fem)

I de to år  har vi til gengæld lært, at man ikke skal regne med, at de offentlige systemer overholder love og regler hvis de kan undgå det. Det kunne jo risikere at koste penge. Vi har lært at en lang række sagsbehandlere enten er arrogante sataner eller også er det noget de er pålagt at være. Jeg regner med det sidste. Jeg kan ikke forestille mig, at en hel peronalegruppe som udgangspunkt er nogle dumme svin, der bevidst lyver og taler ned til familier eller fortæller en hvordan hun er bedre til at vurdere mit eget barns behov, selv om hun kun har læst om ham.

I Danmark har vi fokus på, hvordan vi behandler fattige børn i ulandende. Vi har fokus på behandlingen af svin og høns. Vi har fokus på finanskriser.

I Damark har vi ikke fokus på, hvordan vi behandler familier i en kritisk situation!

Reklamer