Så ser det endelig ud til, at der sker noget okring aflastning til sønnen. På mandag skal vi til møde med den familie, der har tilbudt deres hjælp. Det bliver rigtig spændende, men også meget mærkeligt. Tænk sig, at en ukendt familie skal tage sig af vores guldklump rigtig mange dage og nætter om året. Det er mere end bare almindeligt spændende, men jeg er meget fortrøstningsfuld. Det skal nok blive godt. Man godkender jo ikke en familie, der ikke er i orden og i sidste ende er det jo os, der skal sige god for dem.
3 Kommentarer »
{ RSS feed for komentarer for denne post} · { TrackBack en URI }
lilleQ Sagde:
on september 27, 2009 at 6:23 pm
krydser fingre for jer, for at aflastningsfamilien er lige den familie som passer til jer.
Og når i får vennet jer til de nye rytmer, de muligher som i vil få i aflastningsweekends og dage, nyd dem og husk ind i mellem give jer tiden til “bare” være kærester….tip som en familie jeg var aflaster for gjorde meget ud af, at mor og far fik sig deres kærestetid.
LilleQ
autismefar Sagde:
on september 28, 2009 at 9:12 am
Det er jo netop en vigtig del af aflastningen. Vi skal have tid til at være andet end forældre til en handicappet dreng. Så må vi se om vi ikke også kan aflevere lillebror en gang imellem og så bare være os selv.
LilleQ Sagde:
on september 29, 2009 at 10:28 am
Det håber jeg for jer at i kan.. det bare være sig selv, få tid til hinanden, dyrke hinanden lidt.. giver så meget og virker som en energizer opladning
krydser fingre for jer alle sammen..
LilleQ